Hvis nogen skulle påstå at de kan spore deres aner tilbage til vikingerne, så var det i den grad rigtig svært at få øje på i klubhuset blandt de fremmødte til dagens dykkertur. Med en lufttemperatur omkring frysepunktet, sne på markerne, og en frisk vind fra øst på ca. 10 s/m skulle der lige en kop kaffe og en fælles ”pep talk” til blandt dagens hold (Bjarne, Fribert, Bageren og undertegnede) før vi fik overbevist hinanden om, hvor mandigt det er, at hoppe i havet på denne årstid.

Men efter at have fået fyldt luft på flaskerne, drog karavanen med Fribert som ”førstekører” i det der må betegnes, som et frisk tempo mod Halskov. Vi måtte vente lidt ved kæden til havneområdet, idet vi havde tabt Bageren på vores flyvetur henover Sjælland.

Efter kort at have konstateret at sigten så fin ud fra oven, handlede det pga. vinden vist mest af alt om, hurtigst muligt at komme i den vindtætte tørdragt, og få rigget udstyret til, således at vi kunne komme ned i varmen. Da vi stod i vandet delte vi os i to hold, således at Fribert og Bjarne dannede det ene markerpar, og Bageren og jeg det andet.

Bageren og jeg gik først ned, hvor vi  tog turen rundt langs spunsvæggene, men fik desværre ikke øje på hverken fisk eller krabber. Det nærmeste vi kom på egentligt liv, var en Laptop der lå på bunden, med et påført klistermærke, hvor det stod,- Stop tyven.

Efter et pænt dyk på 41 min, mødte vi på tilbagevejen Fribert og Bjarne på vej ud. Det viste sig senere at Bjarne havde haft lidt ”udfordringer” med at komme under, og at det havde taget en ½ time at komme op og i vandet igen, for at hente mere bly osv. Af samme årsag kunne vi derfor, med pakkede biler og omklædte tage imod, da hold to med røde kinder og blå læber, kom til syne i overfladen.

Medens vi stod der på kajen og rundede dagen af, med et par røverhistorier og en forfriskning, var det nærliggende lige kaste et blik på Bjarnes nyindkøbte aluflaske ;-)

Tak for en dejlig tur, der på trods en vandtemperatur på 2C, og et kuldeindex i luften på -15C, så rigeligt blev opvejet af et godt dyk, med god sigt, i et fantastisk behageligt selskab.

IMG 2617 Version 2